Vedtægter for Grundejerforeningen Sundby Vænge
§ 1.
Foreningens navn er SUNDBY VÆNGE
§ 2.
Foreningens hjemsted er København S, under vis jurisdiktion den hører
§ 3.
Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles grundejerinteresser, såvel indadtil som udadtil, herunder bl.a. at administrere og vedligeholde de private veje, fællesarealer m.v.
§ 4.
Enhver, der erhverver skøde på ejendom i foreningen, er pligtigt medlem af grundejerforeningen SUNDBY VÆNGE.
§ 5.
Medlemspligt indtræder samtidig med erhvervelsen, uanset på hvilken måde denne finder sted.
Når et medlem overdrager sin parcel eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er medlemmet fra afståelsesdagen udtrådt af foreningen og kan intet krav rette mod dens formue.
Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen, i det den tidligere ejer vedbliver at hæfte for eventuelle restancer overfor foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancer og overtaget forpligtelser.
§ 6.
Nye medlemmer bydes velkommen af et bestyrelsesmedlem, der udleverer et eksemplar af foreningens vedtægter og påpeger rettigheder og pligter i foreningen.
§ 7.
Kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling på grundlag af et af bestyrelsen forelagt budget. Kontingent betales senest 30. juni det pågældende år.
Er et medlem i restance med hensyn til betaling af medlemskontingent, medfører dette, at det pågældende medlems stemmeret er suspenderet, indtil restancen og de i forbindelse med opkrævningen påløbne omkostninger, herunder eventuelt advokatsalær, behørigt er indbetalt. Restance udover 2 måneder medfører at beløbet søges inddrevet gennem advokat uden varsel.
§ 8.
Ethvert medlem er pligtig i henhold til politivedtægtens bestemmelser at renholde fortov og det halve af vejen ud for grunden også med snerydning og grusning i glat føre. Herudover påhviler det medlemmet at renholde grunden for ukrudt, samt klippe hække/hegn mindst en gang om året.
For så vidt et medlem eller dets lejer holder husdyr, må det ved at forsyne grunden med forsvarligt hegn drage omsorg for, at husdyrene ikke forvolder de øvrige grundejere ulemper.
På grunden må der ikke drives nogen virksomhed, der ved ilde lugt, røg eller støj generer de andre de andre grundejere, ej hellere må grundene benyttes som oplagsplads eller lignende.
Det er ikke tilladt at anvende motoriserede (støjende) redskaber i sommerhalvåret 1. maj – 31. august på lørdage samt søn- og helligedage efter kl. 12 middag.
Miljøstyrelsens regler for fyring med fast brændstof håndhæves af kommunen. Ulovlig afbrænding af giftigt brændsel og forkert udformning af skorssten kan være sundhedsfarlig for naboerne. Der kan nedlægges forbud mod brug af fyret.
Eventuelle klager skal skriftligt meddeles bestyrelsen.
§ 9.
Foreningens ledelse varetages under ansvar over for generalforsamlingen og revisionen af en bestyrelse på 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen. 3 bestyrelsesmedlemmer vælges på lige år og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges på ulige år. Bestyrelsen kan genvælges og konstituerer sig selv efter hver ordinær generalforsamling med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Endvidere vælges på den ordinære generalforsamling 2 bestyrelsessuppleanter.
Bestyrelsen er ulønnet, men generalforsamlingen bevilger et årligt beløb til dækning af udgifter til telefon, kontorhold og administrationsudgifter.
Bestyrelsen har den daglige ledelse i alle foreningens anliggender og kan eventuelt antage fornøden juridisk assistance.
Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel overfor offentlige myndigheder som overfor private. Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen trufne beslutninger. Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden i forbindelse med et af bestyrelsens medlemmer.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden, eller i dennes forfald næstformanden, og 2 bestyrelsesmedlemmer er til stede på et lovligt indkaldt bestyrelsesmøde.
Bestyrelsesmøde afholdes så ofte formanden finder det fornødent eller 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter begæring herom. Protokollen over forhandlingerne på bestyrelsesmøderne føres af sekretæren, læses og underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
Afgørelser indenfor bestyrelsen træffes ved almindelig stemmeflerhed. Står stemmerne lige, gør formandens stemme udslaget.
Foreningens regnskaber revideres af 2 revisorer, der på den ordinære generalforsamling vælges for 2 år ad gangen og afgår skiftevis. Samtidig vælges en revisorsuppleant.
§ 10.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes ordinært hvert år inden 1. april.
Alle generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om dagsordenen, og kun forslag der har været nævnt i denne, kan komme til afgørelse på generalforsamlingen.
På generalforsamlingen kan møde 2 personer pr. skøde, men der kan kun afgives 1 stemme pr. parcel.
Stemme kan afgives ifølge fuldmagt.
Forslag fra medlemmerne må, for at komme til behandling og afgørelse på den ordinære generalforsamling, være indgivet skriftligt til formanden senest den 15. februar.
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne og afgør spørgsmål om sagernes behandling og stemmeafgivning. Stemmeafgivningen skal dog, når der forlanges, være skriftlig.
På den ordinære generalforsamling foretages behandling af:
a) Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
b) Det reviderede regnskab til godkendelse.
c) Indkomne forslag.
d) Forslag til budget.
e) Fastlæggelse af bidrag til foreningens administration og fællesanliggender.
f) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
g) Valg af revisor og suppleant.
h) Eventuelt.
På generalforsamlingen afgøres alle almindelige beslutninger ved almindelig stemmeflerhed af de stemmeberettigede.
Til vedtagelse af beslutninger, der går ud på forandringer i foreningens vedtægter, fordres at mindst 2/3 af foreningens medlemmer er repræsenteret, og at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Er det fornødne antal medlemmer ikke repræsenteret, udgår sagen af dagsordenen, og ekstraordinær generalforsamling indkaldes med 8 dages varsel. På denne ekstraordinære generalforsamling afgøres spørgsmålet uanset de fremmødte medlemmers antal, dog kræves til vedtagelse et flertal på mindst 2/3 af de repræsenterede stemmer.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen beslutter det, eller skal, når der fremsættes skriftlig begæring derom vil bestyrelsen underskrevet af mindst 20 medlemmer, afholdes senest 14 dage efter begæringens fremsættelse.
Forslag, der skal behandles på en ekstraordinær generalforsamling, må indgives samtidig med begæring om dennes afholdelse.
De på en generalforsamling vedtagne beslutninger indføres i foreningens forhandlingsprotokol.
§ 11.
Kassereren fører foreningens regnskaber samt en nøjagtig liste over eventuelle restancer, ligesom kassereren efter anvisning af bestyrelsen afholder de vedtagne udgifter.
Grundejerforeningen benytter girokonto.
Underskriftberettiget til girokonto er kassereren sammen med et andet bestyrelsesmedlem.
Fondsmidlerne placeres til det for grundejerforeningen bedst mulige afkast i bank, sparekasse, statsobligationer eller realkreditforeningsobligationer.
Foreningens bankbøger skal have en påtegning om, at hævning kun kan foretages af formanden eller næstformanden i forbindelse med to andre bestyrelsesmedlemmer.
Revisorerne har til enhver tid ret til at fordre sig kassebog, restanceliste og giro, bank- eller sparekassebog forevist. Kassebog fremlægges på hvert bestyrelsesmøde.
§ 12.
Foreningens regnskaber afsluttes pr. 31. december og skal indeholde specifikation af vej- og snefond med påløbne renter. Regnskabet fremlægges for revisorerne senest den 1. februar det følgende år. Revisorerne må da revidere dette og forvisse sig om, at de opførte aktiver er til stede.
Regnskabet skal være revideret og forsynet med revisorernes påtegning så betids, at en ekstrakt af det kan udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.
Vej og snefond.
Fondens midler forvaltes af foreningens bestyrelse i forening.
Realisering og brug af fondens midler kan kun finde sted ved enig bestyrelsesbeslutning og godkendelse på generalforsamling.
Fondens midler er til vejforbedring og snerydningsmateriel.
Grundejerforeningens oprindelige love er vedtagne på den konstituerende generalforsamling den 29. september 1919 og ændret i 1936, 1955, 1961, 1964, 1975, 1977, 1989 samt 1998.
De nuværende vedtægter er godkendt på den ekstraordinære generalforsamling Den 9. juni 2001.